Efterskole i en Coronatid

Vi bliver ofte spurgt – ”kan man overhovedet drive efterskole i Coronatid?”

Og lad os slå det helt fast med det samme – det kan man sagtens. Faktisk vil vi mene at man som elev, kun ganske lidt, mærker at dagligdagen er anderledes, end den plejer at være. Ja man kommer til at gøre en lille smule mere rent end normalt, men det har ingen vist taget skade af. Efterskole i Coronatid er meget tæt på et normalt efterskoleophold.

Kernen i et efterskoleophold, fællesskabet, nærheden og relationerne, er i hvert fald fuldstændig, som de altid har været. Forstander Tommy Mikkelsen fortæller lidt om det i videoen herunder.

Vi overholder alle retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne, men da vi altid har haft faste siddepladser i spisesalen og masser af struktur i hverdagen, så er vores dagligdag faktisk slet ikke så ændret.

(Rettelse til ovenstående video: Vi har grundet de positive nyheder om vaccine valgt at bibeholde vores normale opkrævning af skolepenge, hvor alt er inkluderet i prisen – også rejser)

Eleverne er delt ind i primærgrupper, som man gerne må være tæt med. Det er de elever, som man bor og spiser sammen med. De enkelte bo-områder, afdelingerne, er parret sammen med en anden afdeling, så piger og drenge er blandet sammen. Eleverne må dog ikke besøge hinandens bo-områder, men det gør bare at vores fællesområder, opholdsstue og haller bliver brugt meget mere, end vi er vant til. Så der er stadig masser af fællesskab og mulighed for at hygge sig med hinanden.
Det er blot en anden slags fællesskab, mere på tværs, fordi man ikke kan mure sig inde på sin afdeling.

Fællesskabet i Coronatid fortæller et par elever om i videoen herunder.

Forskellene mellem alm. efterskole og efterskole i Coronatid skal vi nærmere finde i de ture, vi hvert år tager afsted på. Vores skitur og vores linjerejser lever et sværere liv, end de plejer. Der er, som med alle rejser i Coronatid, usikkerhed omkring, om vi overhovedet kan rejse ud.

Hvis vi ikke kan rejse til udlandet, skal vi nok finde på et alternativ, så det stadig bliver en fed oplevelse, som giver fællesskab og gode relationer.
Så går rejsen måske bare til et dejligt sted i Danmark i stedet for.

Skulle det nu vise sig, at prisen for sådan en tur bliver billigere end en rejse til udlandet, så vil differencen blive tilbagebetalt til forældrene.

Har du lyst til at vide mere eller bare se VGIE? Så tilmeld dig en af vores rundvisningsaftner ved at klikke HER.

Til toppen
?
Bliv elev på VGIE
?
Oplev VGIE