Esport på to niveauer
Her på VGIE tilbyder vi to niveauer inden for eSport. Du vælger enten Efterskoleligaholdet eller Esport Fritid. Når du tilmelder dig som elev på efterskolen, skal du tilkendegive, om du ønsker at komme i betragtning til ligatruppen, samtidig med at du vælger dit linjefag.
Efterskoleligaholdet
Vi deltager i eSportligaen for efterskoler i spillet CS:GO (Counter-Strike: Global Offensive). Vi udtager en bruttotrup på 10 spillere ud fra de tilmeldinger, vi får, og diverse test. Det er ud af disse 10 spillere, vores træner udvælger ligaholdet fra gang til gang. Ligatruppen træner sammen 3-4 gange om ugen, hvoraf 2-3 gange er med træner på, og de sidste gange foregår som selvtræning med tildelte opgaver og øvelser.
Ligatruppen har fri adgang til vores nyindrettede esportslokale. Her findes 10 nye og topmoderne computere, som kan bruges i træningen og fritiden.
Esport fritid
Hvis du ikke bliver valgt ud til ligatruppen, kan du komme med på fritidsholdet, som dyrker eSport om aftenen og i weekender. Her er der instruktion, men i mindre grad end ligaholdet. Der er selvfølgelig masser af mulighed for at spille med dine kammerater.
Esport på en gymnastik- & idrætsefterskole
Vi lægger vægt på sport i esport. Fysisk træning, motion og en sund kost er derfor en selvfølge på VGIE, også når du vælger esport som hobbyfag. Det giver dig næring til hjernen, så du holder dig skarp og kan bevare koncentrationen – også når det går vildt for sig under gamingsessionerne.